Hvem gør hvad i Danmark?

Her kan du læse om, hvordan den danske forebyggelsesmodel er organiseret, herunder både lokale, regionale og nationale aktører.

I Danmark er der gennem flere år opbygget et solidt, tværsektorielt samarbejde om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering på tværs af myndigheder og i stigende grad også civile aktører. Samarbejdet omfatter flere politisk-administrative niveauer og sektorer og foregår på både lokalt, regionalt og nationalt plan.

Blandt de væsentligste aktører er:

Lokale og regionale myndigheder

98 kommuner

Kommunerne arbejder med den bor­gernære forebyggelse af ekstremisme. Kommunerne kan for eksempel iværk­sætte foranstaltninger over for unge i risiko efter lov om social service eller andre lovgivninger. Kommunerne har også ansvaret for den brede, opbyg­gende indsats i blandt andet dagtilbud og skoler. Det sker med udgangspunkt i blandt andet folke- og friskolelovgivnin­gens krav om, at skolen skal forberede eleverne til et samfund med frihed og folkestyre.

12 politikredse

Politiets forebyggende arbejde har til formål at iværksætte tiltag for at for­hindre kriminalitet samt at forhindre begyndende kriminel adfærd hos særligt børn og unge. Når politiet får kendskab til, at personer har begået eller er i risiko for at begå kriminalitet, har politiet et ansvar for at gribe ind og iværksætte egnede tiltag. Radikalisering indgår i det kriminalpræventive arbejde som bekym­ringsparameter for risikoadfærd på linje med andre adfærdsparametre så som skoleforsømmelser, butikstyveri, udadre­agerende adfærd og lignende.

5 regioner – navnlig behandlingspsykiatrien

Regionerne har ansvaret for sygehus­væsenet og praksissektoren. Sundheds­faglige institutioner har som alle andre institutioner med borgerkontakt et an­svar for at være opmærksom på bekym­ringstegn i forbindelse med ekstremisme og radikalisering samt kende til de hand­lemuligheder og meldeveje, der knytter sig hertil. Blandt andet behandlingspsy­kiatrien og traumebehandling er områ­der, hvor der kan være særlig grund til at være opmærksom på bekymringstegn.

Kriminalpræventive myndighedssamarbejder

En central del af forebyggelsesindsatsen løftes af kommuner, regioner, po­liti og Kriminalforsorgen som led i det generelle kriminalitets­forebyggende arbejde i regi af de særli­ge kriminalpræventive samarbejder:

  • SSP – et samarbejde mellem skoler, sociale myndigheder og politi
  • PSP – et samarbejde mellem psykia­trien, sociale myndigheder og politi
  • KSP – et samarbejde mellem Kriminalforsorgen, sociale myndigheder og politi

Det betyder, at SSP-, PSP- og KSP-medarbejderne er opmærksomme på unges risiko for radikalisering på lige fod med andre typer af risikoadfærd, der kan føre til kriminalitet. Medarbejderne benytter i vid udstrækning eksisterende social- og sundhedsfaglige metoder til også at forebygge radikalisering. Ud­valgte medarbejdere fra kommuner og politi, navnlig fra SSP-samarbejdet, er opkvalificeret med særlig viden om eks­tremisme og radikalisering.

Regionale infohuse

Infohusene er forankret i landets 12 politikredse og danner ramme for de kriminalpræventive samarbejders indsats for at udrede og håndtere de konkrete bekymringssager om radikalisering, udrejsende til væbnede konflikter m.v. Infohusene fungerer endvidere som et videndelingsforum, hvor udfor­dringer og metoder vedrørende forebyg­gelse af ekstremisme drøftes.

Nationale myndigheder

Blandt de væsentligste nationale aktører er:

Udlændinge- og Integrationsministeriet

  • Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) ved Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme

Justitsministeriet

  • Politiets Efterretningstjeneste (PET)
  • Kriminalforsorgen
  • Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC)

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)

Børne- og Socialministeriet

  • Socialstyrelsen ved VISO

Udenrigsministeriet

Myndigheder-i-forebyggelsesindsatsen.png

Mere om de enkelte nationale myndigheder

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme understøtter det forebyggende arbejde blandt kommuner, kriminalpræventive samarbejder, uddannelsesinstitutioner, boligorganisationer, foreningslivet m.v. Centeret yder blandt andet rådgivning til kommuner og andre aktører om udvikling af handlingsplaner til forebyggelse af ekstremisme. Derudover er centeret ansvarlig for den løbende udvikling af nye tiltag og metoder til forebyggelse såvel i lokalsamfund som online. I samarbejde med PET varetager centeret tillige ansvaret for opkvalificering af fagper­soner med ansvar for at forebygge ekstremisme og håndtere konkrete bekymringssager – navnlig i regi af de kriminalpræventive samarbejder og infohusene. I den forbindelse stiller centeret, i samarbejde med kommunerne, også konkrete forebyggelsesværktøjer som mentorer, forældrecoaches og unge dialogskabere til rådighed for de lokale indsatser. For at understøtte den tværgående koordinering af forebyggelsesindsatsen er der er i tilknytning til centeret etableret en koordinationsgruppe med deltagelse af relevante nationale myndigheder samt repræsentanter fra blandt andet KL og Danske Regioner.

Politiets Efterretningstjeneste (PET)

PET har siden 2007 haft et forebyg­gelsescenter, som er ansvarlig for at iværksætte og gennemføre initiativer og projekter, der i samarbejde med relevante aktører, sigter efter, så tidligt som muligt, at forebygge voldelig ekstre­misme og radikalisering. Indsatserne er efterretningsdrevne og trusselsbaserede og inddrager efterretningstjenestens viden og erfaringer fra terrorsager, efter­forskninger mv. PET’s tidligt forebyggen­de arbejde har tre hovedspor: outreach og dialog med civilsamfund, opbygning af kapacitet og viden hos professionelle faggrupper samt exit-programmer målrettet personer, der allerede er en del af et ekstremistisk miljø.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen arbejder med fore­byggelse af radikalisering i de danske fængsler og Kriminalforsorgens øvrige institutioner blandt andet gennem mentorpro­grammer, opdagelse af tegn på eks­tremisme og radikalisering gennem uddannelse af personalet, håndtering af indberetninger og iværksættelse af socialfaglige og/eller sikkerhedsmæs­sige tiltag. Her er der særligt fokus på myndighedssamarbejde, herunder ud­veksling af oplysninger ved indsættelse og løsladelse. Kriminalforsorgen deltager desuden i møderne i de regionale infohuse.

Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC)

Rigspolitiets Nationale Forebyggelse­scenter sætter retning for, understøtter og koordinerer politiets kriminalitetsfore­byggende indsats, herunder indsatser i forhold til SSP-, PSP- og KSP-samar­bejdet. Centeret har blandt andet til opgave at fremme samarbejdet med eksterne aktører samt at udvikle nye metoder og tilgange i politiets forebyggelsesarbejde. NFC indsamler forskningsbaseret viden og best practice og har desuden ansvaret for borgernære politiopgaver, herunder indsatsen i særligt udsatte boligområder og opgaver relateret til politikredsenes lokalpoliti. Det Nationale Exitkontaktpunkt er endvidere forankret i NFC. Kontaktpunktet er et myndigheds­samarbejde mellem Kriminalforsorgen, Kommunernes Landsforening og politiet i forhold til exitindsatsen for personer, der ønsker at forlade rocker- og bande­miljøet.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet understøtter og vejleder kommuner samt grundskoler, ungdomsuddannelser og voksenuddan­nelser i, hvordan de i deres undervisning og anden pædagogiske praksis kan arbejde med demokrati, medborgerskab og fællesskab, styrke alle børn og unges kritiske kompetencer samt håndtere bekymringer knyttet til ekstremisme og radikalisering.

Den nationale Videns- og Specialråd­givningsorganisation på det sociale område og i specialundervisningen (VISO)

I konkrete enkeltsager, hvor der er en bekymring for borgere, som udviser tegn på radikalisering, tilbyder VISO under Social- og Indenrigsministe­riet rådgivning og udredning af borge­rens situation og behov for støtte.

Sidst opdateret 03/05 2017