Hvem gør hvad i Danmark?
Der er i Danmark gennem flere år opbygget et solidt samarbejde på tværs af myndigheder for at forebygge de negative konsekvenser af ekstremisme – fra terror, vold og andre ulovligheder til social mistrivsel. Samarbejdet involverer i et vist omfang også civile aktører og foregår på både lokalt, regionalt og nationalt plan. Nogle af de væsentligste aktører er beskrevet her.
Klik her for at gå direkte til indhold på denne side:
Lokale og regionale aktører
- Infohussamarbejdet
- 98 kommuner
- 12 politikredse
- Fem regioner – navnlig behandlingspsykiatrien
Nationale og landsdækkende aktører
- Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme
- Politiets Efterretningstjeneste (PET)
- Rigspolitiet
- Danmarks Fængsler
- Hotline mod radikalisering
- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
- VISO, Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
Lokale og regionale aktører
Infohussamarbejdet
Infohuset er et kriminalpræventivt samarbejdsforum, hvor de centrale aktører er tovholdere fra politi og kommune, der arbejder med forebyggelse af kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Derudover indgår også Danmarks Fængsler, psykiatrien og andre relevante myndigheder i samarbejdet.
Der er udarbejdet en model for samarbejdet i infohusene for at sikre den fortsatte udvikling og forankring. Modellen er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme, Politiets Efterretningstjenestes Forebyggelsescenter, Rigspolitiet og Danmarks Fængsler.
Hent Samarbejdsmodel for infohuse her (pdf) (nyt vindue).
Infohusene består af to fora:
- Infohus kommune, som er et samarbejdsforum mellem en borgers bopælskommune og den relevante politikreds. Infohus kommune samles, når der er bekymring for, at en borger er i risiko for over tid at begå kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Bekymringen kan være indkommet fra en fagperson eller en borger via kommunen, politiet eller Hotline mod radikalisering. Det overordnede formål er at vurdere bekymringen på tværs af kommune og politi og andre relevante myndigheder og sammen undersøge, om der er behov for en forebyggende indsats. Drøftelsen i infohus kommune sker inden for rammerne af retsplejelovens §115, der giver mulighed for at udveksle personoplysninger for at forebygge kriminelle handlinger. Infohus kommune er ikke et forum for myndighedsbeslutninger. Hver myndighed forvalter og iværksætter indsatser og tiltag i henhold til deres respektive lovgivninger.
- Infohus netværk i hvert af landets 12 politikredse. Her kan politi, kommunerne i regionen samt andre aktører – herunder også nationale aktører – udveksle viden og drøfte bekymrende tendenser på et generelt niveau.
Vurderingsværktøj til bekymringer om ekstremisme
Vurderingsværktøjet er udviklet til at understøtte infohus kommunes håndtering af bekymringshenvendelser om ekstremisme fra modtagelse til anbefaling af indsats. Værktøjet giver de deltagende myndigheder et fælles sprog og en fælles systematik til at foretage vurderingen af borgerens risiko, ressourcer og behov. Derved skaber vurderingen grundlag for at tilbyde borgeren en passende støtte til at gøre sig fri af ekstremisme og risikoadfærd, hvor dette er relevant.
98 kommuner
Kommunerne skal efter barnets lov §15, stk. 3 udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
Efter lov om social service har kommunerne endvidere et ansvar for at afhjælpe særlige sociale problemer hos voksne, hvilket i nogle tilfælde indebærer, at kommunen iværksætter tiltag for at forebygge eller afhjælpe de negative konsekvenser af ekstremisme. Efter lovens § 12b skal kommunerne sørge for, at borgere har mulighed for gratis, målrettet rådgivning, hvis de henvender sig, fordi de er i risiko for at blive radikaliserede eller ønsker hjælp til at forlade et ekstremistisk miljø, ligesom de skal overveje, om den pågældende har behov for yderligere støtte.
Kommunerne kan også anvende andre lovgivninger for at hjælpe den enkelte borger, navnlig lov om aktiv beskæftigelse. Kommunerne har desuden ansvaret for den brede, opbyggende indsats i dagtilbud og skoler, blandt andet i kraft af folke- og friskolelovgivningens krav om, at skolen skal forberede eleverne til et samfund med frihed og folkestyre.
12 politikredse
Politiet har efter lov om politiets virksomhed blandt andet til opgave ”at forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed”. Når politiet får kendskab til, at personer har begået eller er i risiko for at begå kriminalitet med ekstremistisk motiv, har de derfor et ansvar for at gribe ind og sikre iværksættelse af egnede tiltag.
Fem regioner - navnlig behandlingspsykiatrien
Regionerne har ansvaret for sygehusvæsenet og praksissektoren. Sundhedsfaglige institutioner har som alle andre institutioner med borgerkontakt et ansvar for at være opmærksom på bekymringstegn i forbindelse med ekstremisme samt kende til de handlemuligheder og meldeveje, der knytter sig hertil. Behandlingspsykiatrien og traumebehandling er områder, hvor der kan være særlig grund til at være opmærksom på bekymringstegn. Af samme årsag er psykiatrien en naturlig deltager i infohusenes kriminalpræventive myndighedssamarbejde.
Nationale og landsdækkende aktører
En række nationale myndigheder spiller en selvstændig rolle i det forebyggende arbejde eller understøtter den lokale forebyggelsesindsats. Blandt de væsentligste nationale aktører er:
Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme
Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) er en statslig myndighed, der dels skal understøtte indsatsen mod ekstremisme i Danmark, både nationalt, lokalt og online, dels skal understøtte reguleringen af adgangen til Danmark ved at indhente baggrundsoplysninger om forskellige lande og hændelser.
CDE arbejder for kapacitetsopbygning af alle dele af det forebyggende arbejde, navnlig ved at indsamle viden om ekstremisme og forebyggelse og ved at formidle denne gennem rådgivning, kurser, podcasts, videoer og andre formater.
Læs mere om Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme
Læs mere om Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremismes indsatser
Politiets Efterretningstjeneste (PET)
PET har siden 2007 haft et forebyggelsescenter, som er ansvarlig for operativ forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme i forhold til både personer og miljøer i tæt samarbejde med det åbne politi. Hertil kommer at iværksætte og gennemføre initiativer, der i samarbejde med relevante aktører herunder myndigheder og civilsamfund skal forebygge voldelig ekstremisme.
Alle opgaver er funderet i efterretninger samt et dynamisk trusselsbillede og indsatserne inddrager praksiserfaringer fra terrorsager, efterforskninger, partnersamarbejde mv.
PET’s forebyggende arbejde har tre hovedspor:
- ”Outreach” og dialog med civilsamfund
- Opbygning af kapacitet og viden hos fagprofessionelle og civilsamfundsaktører
- Exit-indsats målrettet personer, der allerede er i eller er dømt for at være en del af et voldeligt ekstremistisk miljø
Læs mere om PET’s forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme (nyt vindue)
Rigspolitiet
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed, der sætter retning og fastlægger de overordnede nationale strategier for politiets indsatser. På infohusområdet varetager Rigspolitiet en national koordinatorfunktion, der blandt andet indebærer, at Rigspolitiet koordinerer politiets indsats og understøtter politikredsenes infohustovholdere, ligesom Rigspolitiet er repræsenteret i hhv. Den Nationale Styregruppe og Det Nationale Sekretariat for infohuse.
Danmarks Fængsler
Danmarks Fængsler arbejder med forebyggelse af ekstremisme i de danske fængsler og Danmarks Fængslers øvrige institutioner. Det sker blandt andet gennem risikovurdering, uddannelse af personalet i opmærksomhed på bekymringstegn, procedurer for indberetning, samt forebyggende indsatser, som psykologbehandling, mentorforløb, motivationsprogram og socialfaglige programmer. Danmarks Fængsler har et særligt fokus på samarbejdet med andre myndigheder, herunder udveksling af oplysninger ved indsættelse og løsladelse. Danmarks Fængsler deltager derfor også i infohusene, de kriminalpræventive samarbejder til forebyggelse af ekstremisme, når dette er relevant.
Hotline mod radikalisering
Hotline mod radikalisering er et samlet nationalt kontaktpunkt, hvor alle kan henvende sig, hvis de har bekymringer om konkrete enkeltpersoners involvering i ekstremisme. Henvendelsen kan eventuelt ske anonymt. Det gælder både hvis man er bekymret for, at nogen man kender er involveret i ekstremisme, eller hvis man selv er det. Hotlinen er bemandet med erfarne medarbejdere og bistår med kvalificeret rådgivning. Hvis det er relevant, henviser hotlinen videre til lokale myndigheder, hvor henvenderen eller borgeren, som bekymringen drejer sig om, har bopæl. Den nationale hotline drives i et samarbejde mellem Infohus Aarhus (Aarhus Kommune og Østjyllands Politi) og Københavns Kommune.
Læs mere på siden Oplever du noget bekymrende?
Besøg Hotline mod radikaliserings hjemmeside (nyt vindue)
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har viden og kompetencer i forhold til parallelsamfunds-problematikker, herunder for eksempel arbejdet med kontroversielle emner, kritisk tænkning, social kontrol samt grænseoverskridende adfærd og sprogbrug. STUK yder i særlige tilfælde sparring og vejledning, hvor det vurderes relevant. Indsatsen tilpasses efter institutionsform. For folkeskoler gælder det som udgangspunkt, at henvendelser bør ske via den relevante kommune, mens styrelsen har en tættere myndighedsrolle i forhold til ungdomsuddannelser (selvejende institutioner).
VISO, Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
VISO under Social- og Indenrigsministeriet leverer rådgivning på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISO kan rådgive i konkrete enkeltsager (sager om navngivne enkeltpersoner), herunder også i sager, hvor der er en bekymring om ekstremisme.