Gå til indhold

Ekstrem islamisme

Ekstrem islamisme er en fællesbetegnelse for forskellige fortolkninger af islamistisk ideologi, hvor tilhængere accepterer, søger at legitimere, opfordrer til eller begår vold eller andre ulovlige handlinger for at opnå politiske, religiøse eller ideologiske mål.

Tilhængere af ekstrem islamisme anser deres egen fortolkning af islams hellige skrifter som den eneste sande og afviser andre religiøse fortolkninger og overbevisninger, herunder andre trosretninger inden for islam. De kæmper for en revolutionerende ændring af den eksisterende verdensorden og ofte også for etableringen af en strengt reguleret islamisk stat. I den forbindelse afviser de demokrati som styreform, ligesom de heller ikke anerkender adskillelse mellem religion og stat.

Indenfor ekstrem islamisme findes der mange forskelle i de specifikke grupper, strukturer og positioner, og ekstreme islamisters fremgangsmåder i rekruttering, mobilisering og spredning af propaganda kan variere meget. Fremgangsmåderne kan for eksempel omfatte prædikener, videoer og onlineindhold, der promoverer stærke fjendebilleder og ekstreme fortolkninger af islam. I den sammenhæng fremstilles muslimer ofte som kollektivt forfulgte, truede eller under angreb, og såvel nationale samfundsmæssige forhold som internationale konflikter benyttes til at skabe vrede, identitet og loyalitet. Ekstrem islamisme i Danmark påvirkes således i høj grad af voldelige konflikter i andre lande og er også nært knyttet til global militant islamisme. Militante islamister har siden 1980'erne gennemført terrorangreb i store dele af verden. I Danmark har der også været en række sager om terror med ekstrem islamistisk baggrund.

Ekstreme islamistiske miljøer i Danmark er endvidere karakteriseret ved udøvelse af negativ social kontrol i form af pres på personer eller grupper, enten online eller i lokalmiljøer, for at de skal leve efter bestemte religiøse normer og restriktioner. Det kan for eksempel være normer omkring påklædning eller adfærd – herunder eksempelvis restriktioner i forhold til kønsadskillelse.


Find viden i disse publikationer

Ekstrem islamisme online – Aktuelle tendenser og tidlig forebyggelse

Udfordringer relateret til salafisme og jihadi-salafisme i Danmark – Historik, aktuelle udviklinger og praktiske erfaringer

KORT FORTALT: Konferencerapporten 'Contextualising Salafism and Salafi Jihadism'

Mandlige krigere og kvindelig ære: Maskulinitet og femininitet i dansk salafi-propaganda på sociale medier

Fra kvindelig kriger til opdrager af næste generation: Dansk kvindespecifik salafi-propaganda i et 10 års perspektiv

Forældreskab i dansk salafi-propaganda på sociale medier

Fra væbnet kamp til værdikamp: Dansk salafi-propaganda i et 10 års perspektiv

Ekstreme islamisters ikke-voldelige aktiviteter og betydningen af følelser


Mere viden og flere publikationer

Find mere viden i vores publikationsarkiv

Sidst opdateret 17/02 2026