Udfordringer relateret til salafisme og jihadi-salafisme i Danmark – Historik, aktuelle udviklinger og praktiske erfaringer
Rapporten beskriver, hvordan jihadi-salafistiske personer og miljøer har været aktive i Danmark siden 1980’erne, og at aktive grupper i dag har forbindelser til nogle af de netværk, som blandt andet blev centrum for mobilisering til deltagelse i konflikten i Syrien og Irak. Ifølge rapporten fremstår de jihadi-salafistiske miljøer i dag mere organisatorisk fragmenterede, og sammen med en øget sikkerhedsbevidsthed har dette bidraget til, at aktiviteter, hvor der udtrykkes sympati for jihadisme, i dag er mindre synlige end før.
Rapporten stiller skarpt på udviklinger i online salafi-propaganda målrettet kvinder, som tidligere indeholdt åbenlyse kald til væbnet kamp, men i dag primært fokuserer på temaer, der fremstilles som strukturel diskrimination af muslimer. Ifølge rapporten rummer denne udvikling et potentiale for at styrke gruppernes rekrutteringsmuligheder, fordi de taler ind i frustrationer, som deles i bredere kredse. Rapporten peger også på, at mange moskéer på baggrund af de seneste års erfaringer med udrejse til konflikten i Syrien og Irak har forsøgt at indføre egne kontrolmekanismer for at undgå jihadi-salafistisk påvirkning af særligt børn og unge.
En stor del af rapporten bygger desuden på interviews med forebyggelsespraktikere i politi, kommuner og Kriminalforsorgen. Disse kapitler peger på, at det er et mindretal blandt praktikerne, der har haft erfaringer med borgere med salafistiske overbevisninger inden for de sidste to år. Praktikere med erfaringer har dog oplevet borgere med salafistiske overbevisninger, der søger at begrænse andres ret til selv at vælge påklædning, seksualitet eller religion, eller direkte billiger brugen af vold. Disse resultater kan tyde på, at udfordringer relateret til salafisme og jihadi-salafisme ikke er alment forekommende i det danske samfund, men kan være markante der, hvor de optræder.
Hent publikationen