Voldsfascinerede online fællesskaber
NVE-fællesskaber er drevet af en blanding af personlige og ideologiske motiver og tager som regel afsæt i et verdenssyn inspireret af nihilisme, dvs. opfattelsen af, at tilværelsen er meningsløs, og misantropi, dvs. had mod menneskeheden. Derudover kan der være elementer af misogyni, satanisme og i visse tilfælde også en accelerationisme, dvs. ideen om, at man bør fremtvinge et samfundsmæssigt sammenbrud. Her anses ekstreme handlinger og vold – både rettet mod én selv og mod andre – som en legitim udvej eller ligefrem en nødvendig handling.
Online NVE-indhold er eksempelvis voldelige og/eller blodige billeder, videoer, lydfiler m.m. eller indhold, der hylder eller normaliserer selvskade. Det kan også dreje sig om film og billeder af seksuelle handlinger med henblik på afpresning samt livetransmitterede angreb på tilfældigt udvalgte ofre og overgreb mod børn.
NVE-netværk retter sig i høj grad mod børn og unge og er stærkt til stede på de digitale platforme, børn og unge bruger, med det formål at rekruttere herfra. NVE-netværk målretter sig specifikt onlinefora, hvor børn og unge, der i forvejen udviser tegn på sårbarhed, mistrivsel eller begrænset socialt netværk, mø-des. Disse fora kan være onlinefællesskaber oprettet af og til personer med spiseforstyrrelser, psykiske lidelser eller selvmordstanker. Det kan også være onlinefællesskaber oprettet af og til personer, der selv-skader, eller personer, som tilhører minoriteter i samfundet og ofte udsættes for diskrimination.
De fleste ofre og gerningspersoner bliver groomet ind i NVE-netværkene. Grooming betyder, at ger-ningspersonen opbygger et venskab eller et kærlighedsforhold til sit offer og derefter udnytter forholdet til at få offeret til at dele enten nøgenbilleder, personlige oplysninger, billeder af selvskade eller blot vin-de offerets tillid. Både tilliden og det delte materiale kan derefter udnyttes til at afpresse offeret til at udføre grovere selvskade, begå forbrydelser mod andre eller groome flere børn.
Læs mere om miljøerne, bekymringstegn og implikationer for forebyggelse i rapporten Nihilistisk voldelig ekstremisme - Aktuelle tendenser og tidlig forebyggelse.
Du kan også finde en case-øvelse for fagprofessionelle i dette materiale om Nihilistisk ekstremisme fra juni 2026.