Kort og godt: Forskningsbaserede perspektiver på håndtering af trusler om skoleangreb
Publikationen giver et kort overblik de mest centrale forskningsbaserede indsigter vedrørende forebyggelse og håndtering af trusler om skoleangreb og afdækker særligt tre temaer i den internationale forskning på feltet:
- Skoletrusler som bekymringstegn i relation til skoleangreb
- Udfordringer forbundet med håndteringen af skoletrusler
- Forskningsbaserede perspektiver på håndteringen af skoletrusler
Opsummerende peger publikationen på, at social og psykologisk mistrivsel hos nogle unge og unges deltagelse ekstreme og voldsforherligende online fællesskaber er centrale faktorer i at forstå skoletrusler, og at der i forbindelse med disse trusler kan være flere faktorer og motivationer på spil, herunder opmærksomheds- og statussøgen, risikovillighed, sort humor, ventilering af frustrationer eller en slags råb om hjælp. En vigtig pointe er her, at selvom langtfra alle trusler realiseres, udgør enhver trussel uanset motivet bag et væsentligt bekymringstegn i den tidlige forebyggelse af skoleangreb. Samtidig viser forskningen, at forebyggelsen og håndteringen af skoletrusler kan være vanskelig og ofte forudsætter faglig opkvalificering og tværfagligt samarbejde. Særligt er det en udfordring, at mange fagpersoner er tilbageholdende med at indberette skoletrusler, især når der er usikkerhed om alvorligheden af dem. Forskningen peger derfor på, at faglig opkvalificering samt tværfagligt samarbejde og støtte bør være centrale led i forebyggelse og håndtering af skoletrusler.
Publikationen er tiltænkt fagprofessionelle og andre, der arbejder med forebyggelse af ekstremisme samt undervisere, skoleleder og andre interessenter i undervisningssektoren, som beskæftiger sig med børn og unge eller med tilrettelæggelse af skolernes arbejde med undervisningsmiljø, forebyggelse og beredskab.
Læs også rapporten ’Skoletrusler i Danmark - Aktuelle tendenser og tidlig forebyggelse’.
Hent publikationen