Undervisning i emner som kan opleves kontroversielle: Inspiration til demokratisk dannelse og dialog - til lærere
Kontroversielle emner hører til i skolen – for de udfordrer, nuancerer og styrker elevernes demokratiske kompetencer. Men hvordan håndterer skoler og lærere de udfordringer, der kan opstå, når emnerne vækker stærke følelser og uenighed?
Denne inspirationsfolder retter sig mod lærere i grundskolen og ungdomsuddannelserne, der arbejder med at fremme demokratisk dannelse og dialog i undervisningen – også når emnerne kan opleves kontroversielle.
Folderen giver konkrete redskaber til at håndtere udfordringer, der kan opstå, når skoler underviser i emner, der opleves som kontroversielle. Den indeholder inspiration til at forebygge, at dialogen udvikler sig i en konfliktfyldt retning, og til at skabe trygge rammer for elevernes læring og trivsel.
Folderen bygger på lærere, elever og skolelederes egne erfaringer samt ny forskning. De fremhæver blandt andet at:
- Kontroversielle emner er en del af skolens opgave med demokratisk dannelse og medborgerskab.
- Eleverne efterspørger facilitering, når dialogen bliver svær, og har brug for lærere, der kan skabe trygge rammer for uenighed og nuancer.
- Lærerne har gode erfaringer med at bruge faglighed, empatisk nysgerrighed og dialogiske metoder til at håndtere kontroversielle emner konstruktivt.
- Forberedelse er nøglen: Lærere bør overveje elevernes parathed, tilrettelægge undervisningen og involvere eleverne i processen.
Folderen er baseret på rapporten ”Skolernes gode erfaringer med håndtering af Israel-Palæstina-konflikten som et potentielt kontroversielt emne”, som er udarbejdet af konsulentfirmaet Realize for Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Hent publikationen