Rapport: Status på kommunernes forebyggelse af ekstremisme 2023-2024
Hvordan ser bekymringer om ekstremisme ud i dagens Danmark?
Denne rapport fra Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) giver et overblik over de bekymringer, der er rejst i landets infohuse i perioden 2023-2024. Her vurderer kommune og politi i fællesskab, om en person er i risiko for at blive involveret i ekstremistiske miljøer – og om der er behov for en forebyggende indsats.
Rapporten kortlægger både omfanget og karakteren af de bekymringer, infohusene behandler, og peger på flere markante udviklinger:
Flere bekymringer – og flere af dem vurderes alvorlige:
- I alt blev der modtaget 619 bekymringer om ekstremisme sammenlignet med 489 i den forrige periode fra 2021-2022 – en stigning på 27%.
- Ud af disse blev 359 bekymringer behandlet i infohus-regi, hvor bekymringerne blev vurderet i samarbejde med politi og eventuelt andre myndigheder. Det er en stigning på 17% sammenlignet med de 306 sager, der blev behandlet i 2021-2022.
Stigende kompleksitet i indholdet af de enkelte bekymringer:
- 65% handler om børn og unge mellem 10 og 22 år
- 34% involverer psykiske diagnoser
- 37% omhandler onlineadfærd eller -indhold
Samtidig viser rapporten et skifte i typen af bekymringer:
Ekstrem islamisme som udgør 40%, er faldet, mens højreekstremisme som udgør 30%, er steget markant siden 2021-2022.
Undersøgelsen bygger på spørgeskemasvar fra 93 kommuner og interviews med otte kommunale infohustovholdere og giver et værdifuldt indblik i, hvordan det forebyggende arbejde mod ekstremisme ser ud på tværs af landet.
Hent publikationen