Undersøgelse af ekstremisme online blandt børn og unge: ”Det har slået mig, hvor lidt vi faktisk ved”
Den seksårige pige sidder i sofaen med sine forældres iPad. Hun forsøger med sin virtuelle karakter – en mælkekarton med arme og ben – at undvige de tre store hammere, der på skift svinger imod hende. Der er mange andre spillere, der ligesom hende prøver at gennemføre forhindringsbanen, som er dekoreret med stribede mønstre og farver, man normalt kun finder i forlystelsesparker og slikbutikker. En af dem ligner en LEGO-mand i naziuniform, og manden, der styrer den fra sin computer, snakker hadskt om jøder og muslimer gennem sin mikrofon, så pigen og de øvrige spillere hører det.
Det er den slags, børn og unge kan støde på i det populære børnespil Roblox. Og selvom eksemplet her er opdigtet, måtte Roblox sidste år fjerne over 100 brugere, som bl.a. mediet NBC var med til at afsløre i at sprede racistisk og nynazistisk indhold.
Børn og unge behøver altså ikke at opsøge nettets mørkeste afkroge for at møde ekstremisme online. Men alligevel findes der forbavsende lidt viden om emnet, forklarer Kit Stender Petersen, der er lektor og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon.
”Det har slået mig, hvor lidt vi faktisk ved om ekstremisme online blandt børn og unge og forebyggelse af det. Det ser også ud til, at vi som voksne ikke er gode nok til at interessere os for, hvordan børn og unge bevæger sig rundt online, hvor de er henne, og hvordan de gør det. Så vi er hele tiden nogle skridt bagefter,” forklarer hun.
Sammen med Rikke Peters, der er ph.d. og lektor ved University College Lillebælt, har Kit Stender Petersen undersøgt, hvad der eksisterer af forskning på området – en undersøgelse de har lavet for Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
Demokratisk undervisning på skoleskemaet
Forskningen viser, at forebyggelsen kan foregå i et samspil mellem forskellige aktører på mere eller mindre borgernære niveauer. Det er lige fra politiet og teknologivirksomheder, der overvåger og fjerner ekstremistisk indhold fra sociale medier som Facebook til folkeskolelæren, klubpædagogen, SSP-medarbejderen, forældrene og vennerne, der på hver deres måde kan hjælpe til, at børn og unge ikke bliver suget ind i ekstremisme, når de er online.
Uddannelsessystemet og derfor også fagprofessionelle, der dagligt er i kontakt med børn og unge, spiller en vigtig rolle i forebyggelsen. For det er særligt her, at børn og unge kan udvikle deres kritiske sans og deres evne til at kunne sætte sig ind i både deres egen og andres adfærd, og det kan virke forebyggende, forklarer Kit Stender Petersen.
”Børn og unge møder rigtig mange konspirationsteorier, når de færdes online, og for mange af dem er det svært at forholde sig kritisk tænkende til indholdet. I mange tilfælde køber børn og unge konspirationsteoriernes præmisser uden de store overvejelser, og vi har derfor brug for, at de bliver bedre i stand til at tænke kritisk og spørge sig selv: ’Hvor kommer den viden egentlig fra?’ eller ’Hvor valid mon den er, når jeg har fået den fra fire YouTube-klip?’,” siger hun.
Her kommer særligt grundskolen ind i billedet. For den kritiske tænkning – og dermed muligheden for at forebygge ekstremisme online – kan blive styrket, hvis skoler formår at gøre såkaldt demokratisk undervisning til en mere naturlig del af hverdagen i skolen. Det betyder, at børn og unge skal lære, at der skal være plads til forskellige holdninger, og man skal kunne ytre sig om det, man synes, også selvom resten af klassen er uenige. Men de skal også lære at argumentere og tænke kritisk, og det kan være en udfordring, med den måde skolen er indrettet på, påpeger Kit Stender Petersen.
”Børn og unge har en forventning om, at skole handler om, at der er et rigtigt svar, som de på en eller anden måde skal imødekomme. På den måde har vi en udfordring, fordi skolen ikke nødvendigvis af sig selv inddrager og skaber rum til nogle af de elementer, som kunne knytte sig til forebyggelse af ekstremisme online. Lærerne kommer ofte til at stå i en evaluerende rolle, og for mange lærere kan det være svært at træde ind en mere faciliterende rolle, der giver plads til elevernes egne meninger og holdninger – også selv om de måske ikke lige ligger i tråd med lærerens egne. For mange lærere kan det være svært at skifte mellem de to positioner, og det samme kan gøre sig gældende for nogle SSP’ere” forklarer hun.
Byt stoffer ud med online
Kit Stender Petersen underviser sammen med Rikke Peters på uddannelsen Børn og unges online-liv på kanten. Hvordan forebygger vi, at det udvikler sig ekstremt? Uddannelsen er udviklet i samarbejde med Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, og undervejs er de stødt på flere SSP-medarbejdere, der har efterspurgt flere redskaber til, hvordan de kan tale med børn og unge om, hvad de laver, når de er online, og hvad det betyder for dem. Mange SSP-medarbejdere føler sig udfordret, fordi de ikke selv er til stede på de samme fora og sociale medier, som børnene og de unge. Og de spiller ikke Roblox, Fortnite, GTA og andre spil, der er populære blandt børn og unge, og derfor oplever de, at det kan være svært at tale med om det, der foregår online.
Men man behøver ikke nødvendigvis at lave det samme online som de børn og unge, man skal være med til at rådgive. Det er til gengæld vigtigt at være åben og nysgerrig over for deres virkelighed.
”Når vi møder eksempelvis SSP’ere, der ikke føler sig godt nok klædt på til at gå i dialog og rådgive børn og unge om onlineliv, så hjælper det nogle gange at forstyrre deres usikkerhed. Mange SSP’ere rådgiver ofte børn og unge om eksempelvis stoffer, og de fleste af dem giver udtryk for, at de selv føler, at det er noget de er rigtig gode til. Spørger vi dem så, om de har prøvet alle stofferne selv, svarer de ofte nej, og det giver stof til eftertanke. For i virkeligheden skal vi bare bytte stoffer ud med online. For selvfølgelig kan en SSP-medarbejder komme med gode råd, og selvfølgelig kan man være nysgerrig og interesseret og spørge: ’Hvad får du ud af det?’, ’Hvad bidrager det til?’, eller ”Hvorfor tror du, du har brug for at være så meget online?’. Det handler om, at vi skal blive mere modige som voksne, og at vi skal turde gå ind i de her dialoger med børnene og interessere os for deres liv på nettet og acceptere, at vi ikke nødvendigvis selv er eksperterne. Børn og unge er os langt overlegne, når det kommer til alt det tekniske, til platformene osv., men barnet er til gengæld ikke eksperten i almen dannelse, og det er her, vi som voksne har en betydningsfuld fordel,” forklarer Kit Stender Petersen.
To forskellige diskurser
Sideløbende med deres undersøgelse af hvad der eksisterer af viden om forebyggelse af ekstremisme online blandt børn og unge, har det også været interessant at blive klogere på, hvad børn og unge selv oplever. Det er Lene Kofoed Rasmussen, der er lektor og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon, og som er leder af projektet, der har stået for denne del. Hun har interviewet tre drenge og fire piger mellem 14 og 17 år om, hvad de finder særligt godt og skidt ved onlinelivet, og hvorvidt og hvordan de oplever voksnes betydning, både når de oplever gode og mindre gode ting på nettet. De unge fortæller her, at de oplever, at de ofte bliver mødt af sanktioner fremfor nysgerrighed, når snakken med deres forældre, lærere og klubpædagoger falder på deres tilstedeværelse online. Og det fremmer ikke nødvendigvis dialogen om, hvad de unge laver online, og hvorfor de gør det, lyder det fra Kit Stender Petersen.
”Man taler ud fra to forskellige diskurser, når man sidder og har dialogen med sine børn. Vi siger ’sluk nu for det der device, og vær lidt mere til stede, og vær lidt mere social’, men barnet tænker, ’jeg er super social, jeg sidder faktisk og skriver med fire af mine venner lige nu’, og så klapper de i og tænker ’fint nok, så har jeg ikke brug for at snakke mere med dig om det’. Vi har altså en helt forskellig forståelse af, hvorfor det er vigtigt at være online, og hvad det går ud på. Så det børn og unge peger på er, at det er svært at tale med voksne om deres onlineliv, fordi de ikke oplever, at voksne forstår den verden, de er i og deres behov for at være der. Åbenhed og nysgerrighed er derfor kerneelementer i en god dialog med børn og unge om deres onlineliv, siger Kit Stender Petersen.