Ressourcerne i Høje Gladsaxe skal frem i lyset: ”Du kan godt have ressourcer og bidrage positivt til samfundet, selv om du har stået på en brandtrappe og røget hash”
Facaderne mod den trafikkerede Gladsaxevej ligner symmetriske, firkantede mønstre, der er nøje farvelagt med nuancer fra malerens grå farvekort. Det eneste, der for alvor trænger igennem novembertågen, er de røde hoveddøre, der fører beboerne ind og ud af svalegangene på hver af de fem højhuses 15-etager. Anderledes ser det ud på den anden side. Væk fra bilernes larm og de grå facader. Den side af bygningerne, man næppe besøger, medmindre man bor her. Og den, der sjældent bliver vist, når området bliver omtalt i medierne. Her er en stor del af facaderne lyseblå, og svalegangene er skiftet ud med udestuer, der kan laves til balkoner, hvis man rykker skydedørene til side. Herfra kan beboerne skue ud over den grønne Høje Gladsaxe Park og måske få et glimt af de tre vilde heste, der for nylig er blevet sluppet løs i området.
Boligområdet i Høje Gladsaxe lige nord for København indeholder begge sider og alt derimellem. For her er udfordringer. Enkelte tidligere beboere har været rejst ud for at kæmpe for ekstreme islamiske miljøer i udlandet, og kriminelle fra især bandemiljøer er i perioder synligt til stede i dele af området. Men med 4.200 beboere og et hav af foreninger, institutioner og trossamfund, ja, så må der unægtelig også være ressourcer til stede i og omkring de fem store boligblokke. Selv blandt beboere, der er i risiko for at blive en del af ekstremistiske eller kriminelle miljøer. Det er i hvert fald udgangspunktet for kommunerne Ballerup, Gladsaxe og Herlev og Københavns Vestegns Politi, som i deres projekt Forebyggelse i Fællesskab har udpeget Høje Gladsaxe som såkaldt udviklingslaboratorie.
Det forklarer Christine Bille, der leder det sekretariat, der varetager den boligsociale indsats i Høje Gladsaxe, og som derfor er en vigtig samarbejdspartner i projektet.
”Du kan godt have ressourcer og bidrage positivt til samfundet, selv om du har stået på en brandtrappe og røget hash eller gjort det, der er værre. Det er ikke så sort-hvidt. Selvfølgelig er her udfordringer. Men her er også ressourcer, og det glemmer man nogle gange. Der er altså ikke mange parcelhusveje, hvor der foregår lige så mange positive aktiviteter, som der gør i sådan nogle almene boligområder som det her,” konstaterer hun.
Og når man træder ind i sekretariatets kontor, kan man godt fornemme, hvorfor Christine Bille siger, som hun gør. For selvom her er ukarakteristisk stille denne torsdag i november på grund af corona og hjemmearbejde, bliver man, foruden duften fra den bryggende kaffemaskine i køkkenet, mødt af et virvar af plakater om arrangementer i området, farverige tegninger fra de lokale børn og udklip fra Gladsaxebladets positive artikler om aktiviteterne i Høje Gladsaxe.
At området er valgt som udviklingslaboratorie betyder, at partnere fra Ballerup og Herlev Kommune og Københavns Vestegns Politi bliver inviteret med på kortlægningsmøder, og at alle projektets deltagere får glæde af de gode erfaringer fra både møderne og de efterfølgende indsatser i Høje Gladsaxe.
Flere medspillere
En af måderne, Christine Bille og resten af de involverede i Forebyggelse i Fællesskab inddrager beboere og foreningsliv og bringer lokalsamfundets ressourcer i spil på, er med Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremismes Model til forebyggende indsats mod rekruttering til ekstremistiske miljøer i udsatte boligområder .
Det er et værktøj, der er velegnet til at arbejde forebyggende med både enkeltpersoner, grupper og i geografisk afgrænsede områder som i Høje Gladsaxe. Her bliver der dog kun arbejdet på gruppe- og områdeniveau, og der er 20-25 unge, der er virkelig sårbare og i stor risiko for at ende i ekstremisme eller kriminalitet. Men projektets målgruppe er langt større end det, når det kommer til den tidligere forebyggelse, der også skal nå deres mindre søskende og andre børn og unge.
Modellen lægger groft sagt op til, at man tidligt i processen skal etablere et tværfagligt samarbejde og udpege en koordinator, der står i spidsen for det. Derefter skal man kortlægge områdets ressourcer og udfordringer, analysere områdets situation og behov og på baggrund af det iværksætte forebyggende indsatser. Det er meningen, at modellen bliver flettet ind i kommunens eksisterende arbejde og tilpasset den lokale kontekst. Kommuner kan derfor også gribe arbejdet med den an på forskellige måder. Modellen er blevet udviklet i samarbejde mellem Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, Rambøll og syv kommuner, heriblandt Ballerup, Gladsaxe og Herlev fra Forebyggelse i Fællesskab.
Jeanette Vamdrup Jacobsen er den eneste anden på kontoret i Høje Gladsaxe i dag. Hun er SSP-konsulent i Gladsaxe Kommune og formand for arbejdsgruppen under Bandepartnerskabet, et tæt samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og de tre kommuner, som tog initiativ til projektet Forebyggelse i Fællesskab i 2019. Bandepartnerskabet har eksisteret siden 2013, fordi kommunerne dengang oplevede banderelaterede skyderier. De tre kommuner og Københavns Vestegns Politi har siden da arbejdet tæt sammen for fortsat at sikre borgernes tryghed, begrænse tilgangen til bandemiljøet og forebygge ekstremisme, og med Forebyggelse i Fællesskab blev ’trygge boligområder’ tilføjet som et nyt fokusområde.
Jeanette Vamdrup Jacobsen har en central rolle i arbejdet med social balance i hele Gladsaxe Kommune og er sammen med Christine Bille koordinator på Forebyggelse i Fællesskab. For at styrke samarbejdet mellem det kommunale og det boligsociale arbejde, er Jeanette Vamdrup Jacobsen som tommelfingerregel i Høje Gladsaxe en dag om ugen. Inddragelse og samarbejde med beboere og det lokale foreningsliv er en af nøglerne i Forebyggelse i Fællesskab, forklarer hun.
”Målet med projektet er at udvikle et beredskab, der kan bringes i spil, såfremt der sker noget: Hvordan kan vi samarbejde om at få de unge væk fra gaden, hvis der kommer nye radikaliseringstendenser, eller hvis en bandekonflikt blusser op? Så har vi lige pludselig flere medspillere, som alle har et fælles mål om at undgå, at unge ender i risikobetonede miljøer,” siger Jeanette Vamdrup Jacobsen.
Området udpeger selv ressourcer og udfordringer
En pædagog fra ungdomsklubben, den lokale præst, viceværten, lokalpolitiet, bibliotekaren og lokale ildsjæle var blandt deltagerne til det første møde i Høje Gladsaxe, hvor de skulle kortlægge ressourcerne i området. Deltagerne blev delt op i grupper på tværs af deres faglige baggrunde, mens hver gruppe blev faciliteret af en fra projektets arbejdsgruppe. Grupperne skulle svare på spørgsmålet: Hvad ser I af ressourcer? Deres input blev skrevet ned på gule post-its og hængt op på en tavle. Da alle havde været igennem øvelsen, diskuterede grupperne svarene i fællesskab.
Christine Bille, Jeanette Vamdrup Jacobsen og resten af arbejdsgruppen havde forinden brugt god tid på at forklare deltagerne, hvorfor det er vigtigt at kigge på ressourcerne, hvad der kommer ud af det, og hvorfor de gerne vil være med til at skabe et robust lokalsamfund. Derudover var arbejdsgruppen optaget af at få en systematik ind i kortlægningen af ressourcerne for at undgå blinde pletter, man kan have, når man arbejder med forebyggelse af ekstremisme og i stedet prøve at se mulige ressourcer i nogen, de måske umiddelbart ville se som en udfordring.
”Nu er jeg ansat af boligorganisationerne, og derfor kan jeg godt tillade mig at sige, at vi nogle gange oplever, at kommunen kommer og siger til en beboer: ’Du er et problem.’, ’Du mangler et arbejde.’, ’Du har en mentor’ eller ’Du klarer dig ikke så godt i skolen’. Vi prøvede at vende det om og sige: ’Hvad kan du bidrage med?’. Der havde vi nogle snakke, der var lidt af en øjenåbner. Kan nogen fx være en ressource, hvis de samtidig ikke har et arbejde? Det mener vi jo sagtens, de kan! Så det med at få nogle snakke på tværs af faggrupper, synes jeg gav rigtig meget,” siger Christine Bille.
Jeanette Vamdrup Jacobsen nikker:
”Det var rigtig godt, ja. Vi blev klogere, og det var et andet menneskesyn. Nogle af dem, vi fra kommunen ikke ville se som en ressource, blev peget på af nogle af dem, der kender dem bedre: ’Hun er med til lektielæsning med nogle børn og unge inde på biblioteket’, eller ’Hun laver altid mad, når der er fællesspisning’. Og det ville jeg ikke selv have set, fordi jeg ikke har et lige så tæt lokalt kendskab,” forklarer hun.
Det andet kortlægningsmøde foregik på nogenlunde samme måde, men med flere deltagere og med fokus på udfordringer i stedet for ressourcer. Arbejdsgruppen udviklede på baggrund af møderne et virtuelt kort over Høje Gladsaxe, og hvor de involverede kan klikke på de grønne stjerner og røde cirkler og læse om henholdsvis ressourcer og udfordringer i området.
Virtuelt kort over Høje Gladsaxe, som er udviklet på baggrund af kortlægningsmøder.
Efter kortlægningerne med lokale fagprofessionelle og ildsjæle var det tid til at få bragt ressourcerne i spil.
En råkold oktoberaften senere på året inviterede samarbejdsparterne i projektet derfor til beboermøde i Høje Gladsaxe, hvor omkring 80 mødte op. Normalt bliver der arrangeret beboermøder, fordi der er sket noget, og så kommer politiet og SSP og fortæller, hvordan det ser ud med statistikkerne, og beboerne stiller deres sædvanlige spørgsmål om, hvorfor politiet ikke kommer, når man ringer, og ingen af parterne føler sig specielt handlekraftige bagefter, mener Christine Bille. Men det var anderledes denne gang.
”Vi havde i projektets ånd valgt at vende det hele på hovedet, og vi spurgte: Hvad kan I gøre? Vi delte os ud i nogle grupper, hvor beboerne selv skulle komme med eksempler på, hvad de allerede gjorde eller havde set andre gøre. Det var for at få aktiveret det positive,” siger hun.
Derefter skulle beboerne selv komme med idéer til, hvad de kunne gøre enten alene eller sammen med andre – for eksempel naboer eller lokale aktører
”Det handler om at udvikle beboere i området som nogle, der kan noget selv, og som ikke kun er ofre, der kun kan ringe til politiet, men som har masser af handlemuligheder. Og så er der selvfølgelig stadig noget, de professionelle skal tage sig af. For det er jo ikke sådan, at der ikke skal være politi eller SSP, men det med at vække troen på, at beboerne selv kan gøre noget, det var vigtigt for os,” forklarer Christine Bille og fortsætter:
”Eksempelvis er beboerne fantastiske til at skabe positivt liv på fællesarealerne eller skabe netværk på tværs. Det øger jo også trygheden og sikrer, at der ikke sker negative ting samtidig – selvom man som beboer måske ikke lige tænker over, at man er med til at skabe tryghed, fordi man deltager i en aktivitet.”
Som supplement til inputtene fra beboermødet foretog de efterfølgende kvalitative interviews med tilfældigt udvalgte beboere. Det var for at få et endnu bredere perspektiv på, hvad og hvordan forebyggelse af blandt andet ekstremisme skal se ud i Høje Gladsaxe, og hvilke ressourcer der kan være med til at bidrage til det robuste lokalsamfund.
”Vi har hele tiden arbejdet dynamisk med modellen i den forstand, at vi ikke har villet have denne her meget skarpe kronologi. Selvfølgelig kom kortlægningen først, det giver sig selv, og så kom analysen. Men det skulle helst ikke kun være i slutningen af projektet, at vi lavede alle indsatserne, så vi gjorde det i stedet i bølger, hvor vi så kunne genbesøge det, vi var kommet frem til tidligere og se, om der skulle justeres på analysen af det,” siger Jeanette Vamdrup Jacobsen.
Fædregruppe vil skabe tryghed
Efter kortlægningerne og de indledende analyser besluttede de sig blandt andet for at arrangere en række temadage. En af dem var med sociolog og forfatter Aydin Soei, der i foråret holdt oplæg om demokrati og modborgerskab. Der var inviteret både fagpersonale og ildsjæle – såkaldte positive connectors – og netop kombinationen af de to grupper fungerede godt og bidrog især til at få en fælles forståelsesramme og nedbryde fordomme, forklarer Jeanette Vamdrup Jacobsen.
”Det var faktisk første gang, vi prøvede at blande deltagerne. Så vi fik noget viden på tværs og nogle fælles drøftelser om boligområder, hvordan man skal se på kriminelle eller utrygskabende unge, og hvordan vi kan nedbryde fordomme. For det er noget af det, der har fyldt rigtig meget blandt både kommunale fagpersoner og beboere,” siger hun.
Undervejs på temadagen skulle deltagerne diskutere i mindre grupper, og det blev startskuddet til, at en gruppe fædre fra området gik sammen, fordi de alle havde et ønske om at arrangere aktiviteter og være med til at skabe positive fællesskaber for Høje Gladsaxes unge.
Nogle af fædrene endte på temadagen i gruppe med en pædagog fra den lokale klub, der fortalte dem, at de i klubben også godt kunne tænke sig at lave noget med nogle fædre.
”Så det med at koble de to ressourcer til hinanden opstod jo, fordi det skete i det møde. Det havde ikke været lige så virkningsfuldt, hvis vi havde kontaktet dem. Det skete, fordi de sad og kiggede hinanden i øjnene,” forklarer Christine Bille.
Udover at gøre noget godt for deres børn og andre unge, håber de 19 medlemmer af fædregruppen, at de kan bidrage til at skabe mere tryghed blandt alle beboerne. For Høje Gladsaxe er udfordret på det punkt, og det er en af årsagerne til, at området er på Københavns Vestegns Politis liste over særligt udsatte boligområder. Utrygheden stiger, når mange unge er samlet og hænger ud, når grupper opholder sig på svalegange og brandtrapper lige op af beboernes hjem, og når biler holder tæt sammen, så det ser ud til, der bliver solgt stoffer. Og det gør den også, hvis der generelt ser hærget ud, og der ligger bunkevis af lattergaspatroner, som ikke bliver ryddet op, og hvis der er overmalet med graffiti, og det ikke ser ud til, at der er nogen, der kærer sig om området.
Indtil nu har fædregruppen haft nogle af de lokale unge med ude og bowle, og de har også planer om at tage på fisketur. Nogle af fædrene er også blevet tilbudt at komme på projektlederkursus, så de bliver bedre til at organisere sig, så det måske ikke altid er alle 19, der tager de unge med væk fra området og laver noget. Det er en del af den kapacitetsopbygning af fædrene og de øvrige beboere i området med ressourcer, som Forebyggelse i fællesskab arbejder med i Høje Gladsaxe.
De skal selv have succeserne
Men ifølge Christine Bille skal man være indstillet på, at det tager tid, hvis man skal lykkes med at inddrage civilsamfundet i forebyggelsen.
”Det er ikke sådan noget, du bare lige gør. For jeg kunne jo godt gå ud og arrangere fire fisketure. Bum. Så havde vi 19 fædre med. Men så er det intet ejerskab, og der er ingen bæredygtighed og forankring i det. Vi skal sætte rammerne for, at de får succeserne selv, for det er det, der gør, at de får motivationen til at gøre noget mere,” siger hun og understreger, at det også er en af styrkerne ved at lade beboerne selv være med til at kortlægge både ressourcer og udfordringer i deres område:
”Vi kan jo godt sige alt muligt, men hvis vi skal have civilsamfundet inddraget, så skal det være for at løse nogle udfordringer, de oplever, og hvor de kan se, at det ville give et bedre lokalsamfund, hvis de blev løst. Derfor er det så vigtigt, at de er med til at pege på, hvad der skal løses, og hvordan det skal løses. Vi kan sagtens kigge på kriminalitetsstatistikker og sige, at det er et problem. Men hvis der ikke er nogen, der oplever det… og omvendt, det er ikke sikkert at det er det, der står i statistikkerne, som er vigtigst for, at beboerne er trygge,” forklarer Christine Bille, inden Jeanette Vamdrup Jacobsen supplerer:
”De vil også opleve, at området bliver mere trygt, når de selv er med til at løse det, og det er en kæmpe force ved at få inddraget dem, der bor i området.”
Kan se effekten, næste gang der sker noget
Christine Bille, Jeanette Vamdrup Jacobsen og alle de andre fagprofessionelle og civilsamfundsaktører fortsætter kampen for at forebygge ekstremisme og kriminalitet og for at skabe et trygt lokalsamfund i den københavnske forstad. Og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremismes Model til forebyggende indsats mod rekruttering til ekstremistiske miljøer i udsatte boligområder er stadig en central del af måden, de arbejder på. Ifølge Christine Bille er en af modellens styrker netop, at den bliver koblet op på den eksisterende indsats i modsætning til andre værktøjer, det har det med at blive en tilføjelse og dermed noget andet og ekstra, man også lige skal huske at gøre.
”Jeg synes, det gode ved modellen er, at den lægger op til, at man gør det, man allerede gør bare bedre, fordi man med modellen har en mere systematisk tilgang, så vi får øje på ting, vi normalt ikke ville få. I stedet for, at det bliver noget, vi skal lave sideløbende med vores eksisterende arbejde, så er det egentlig blevet en ret stor integreret del af vores daglige praksis,” forklarer hun.
Det er Jeanette Vamdrup Jacobsen enig i, og hun peger på, at hendes ugentlige dag i Høje Gladsaxe er en stor styrke ved måden, de har grebet modellen an på både lokalt, men også i andre bydele i de tre kommuner, der er med i Forebyggelse i fællesskab.
”Jeg tror, det har været rigtig godt i forhold til at forankre projektet på den lange bane, at jeg har været herude en dag om ugen, så jeg bliver et kendt ansigt blandt dine medarbejdere,” siger hun og kigger på Christine Bille, inden hun fortsætter:
”Det har fungeret, næsten bedre end man har turdet håbe på. Og jeg har også fået et meget bedre lokalt kendskab til området, end jeg havde før,” mener Jeanette Vamdrup Jacobsen.
Men kan de så se, om arbejdet har båret frugt, og forebyggelsen er blevet styrket, i forhold til før Forebyggelse i fællesskab blev søsat, og de begyndte at arbejde med Model til forebyggende indsats mod rekruttering til ekstremistiske miljøer i udsatte boligområder?
”Problemet med forebyggende indsatser er, at det kan være rigtig svært at se effekten. Samtidig er det et langt sejt træk med mange mindre elementer, der alt sammen bidrager til at skabe det robuste lokalsamfund. Men jeg tror, at vi kan se effekten af vores arbejde, hvis der sker noget herude,” lyder det fra Christine Bille.