Opmærksomhedsindsats i grundskolen og på ungdomsuddannelserne
På workshoppen får du en grundig præsentation af et materiale med både et fagligt Power Point oplæg og en tilhørende speed drawing film, som du kan anvende til at holde opmærksomhedsoplæg i skoler og ungdomsuddannelser.
Lasse Lindekilde, professor v. Department of Political Science, Aarhus Universitet deltager med oplæg på workshoppen og fortæller om resultaterne af sin forskning om læreres reaktioner på radikalisering. Lasse Lindekildes forskning viser bl.a., at lærere ser sig selv som vigtige i det forebyggende arbejde, men at der blandt lærere kan være usikkerhed om, hvordan de skal agere, hvis de oplever bekymringer om ekstremisme. Læs eventuelt rapporten Læreres reaktioner på radikalisering.
På workshoppen gennemgår vi sammen materialet, som de lokale opmærksomhedsoplæg tænkes holdt ud fra, herunder nogle refleksionsspørgsmål, som kan kræve facilitering ved de enkelte oplæg. Vi kommer også ind på, hvordan du kan formidle og eventuelt tilpasse materialet, for eksempel med visning af lokal kontaktinformation;
hvordan du kan arbejde med at træffe aftaler med skoler, uddannelser, faglige netværk m.v. om afholdelse af oplæg; og hvordan du kan inddrage andre lokale ressourcepersoner i at løse opgaven.