Gå til indhold
Forside » Nyheder » Nyt katalog skal styrke demokratiet fra klasseværelset

Nyt katalog skal styrke demokratiet fra klasseværelset

Hvordan understøtter man den demokratiske dannelse af børn og unge? Det emne fylder meget blandt lærere, undervisere og pædagoger, der kan hente inspiration i et nyt katalog, som Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og Professionshøjskolen Absalon har udviklet.

Med en kombination af opgaver, diskussioner og redskaber skal kataloget Demokratiske fællesskaber – Forebyggelse af polarisering og eksklusion i skolen ruste undervisningssektoren til at styrke arbejdet med demokrati i klasseværelset, kritisk tænkning, fordomme og stereotyper.
 
”Landets skoler spiller en vigtig rolle for, at vores børn og unge lærer, hvad et demokrati er, og hvordan de kan deltage aktivt i det,” siger Karin Ingemann, leder af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
 
”Vi glemmer tit, at demokrati og medborgerskab ikke er noget, vi er født med. Det er noget vi skal lære og udvikle sammen i de fællesskaber, vi indgår i. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan lancere det nye inspirationskatalog, som giver praktiske og afprøvede eksempler på, hvordan lærere og elever kan arbejde med emner som demokratisk dannelse, empati, nysgerrighed og elevinddragelse.”
 
Inspirationskataloget er tænkt ind i eksisterende fag som dansk, samfundsfag og historie og er især egnet i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.
 
Hele læremidlet Demokratiske fællesskaber her (pdf) (nyt vindue).

Baggrund om projektet

Inspirationskataloget udspringer af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremismes såkaldte Mønsterskoleprojekt, der blev gennemført fra november 2017 til december 2018 med Kirstinebjergskolen i Fredericia som deltagerskole.

Projektets formål har været at styrke Kirstinebjergskolens forudsætninger for at forebygge polariserende og forulempende adfærd, håndtere fordomme og stereotyper samt styrke fællesskabet og den gensidige respekt blandt eleverne.

Sidst opdateret 21/03 2019

Abonnér på nyheder

Tilmeld dig som abonnent og modtag nyheder fra stopekstremisme.dk.