Temadag: Religiøse forkyndere: autoritet og påvirkning i minoritetsmiljøer
Målgruppe
Målgruppen er fagprofessionelle i kommuner, politi og infohus-samarbejdet, der arbejder med forebyggelse af ekstremisme, herunder SSP-medarbejdere og relevante nøglepersoner fra skole-/ungdomsområdet og civilsamfundet.
Indhold
På temadagen får du viden om, hvilken autoritet en religiøs forkynder kan have, og hvordan denne autoritet kan formidles gennem diverse kommunikationskanaler i og omkring udsatte boligområder. Du får en forståelse for, hvilken formel eller uformel rolle en forkynder kan indtage, og hvordan de kan agere som enten parallelsamfundsaktører eller brobyggere i lokalmiljøet.
Temadagen er sammensat og tilbydes på baggrund af den konkrete virkelighed, at religiøse forkyndere i visse lokalsamfund kan få en rolle, der rækker ud over det religiøse. Særligt i og omkring udsatte boligområder kan forkyndere fungere som autoriteter, der påvirker normer, adfærd og beslutninger i lokalmiljøet. Rollen kan være forankret i en formel funktion i et trossamfund eller en forening, men kan også udøves gennem uformelle relationer og tillidsbaserede netværk.
Dette understreger behovet for et fagligt og nuanceret vidensgrundlag om religiøse forkynderes rolle og betydning i lokale miljøer, herunder i en forebyggelsesfaglig kontekst. På den baggrund er denne temadag udviklet med henblik på at styrke deltagernes fælles begrebsapparat og praksisnære vurderingskompetence.
Hvad får du med hjem?
- Viden om, hvad en religiøs autoritet er, og hvilken betydning uddannelsesbaggrund kan have for etableringen af religiøs autoritet.
- Forståelse for den formelle og uformelle rolle, den religiøse autoritet kan spille i et udsat boligområde.
- Kompetencer til at genkende og indsamle viden om/fra kommunikationskanaler, som religiøse autoriteter anvender.
- Værktøj til at skelne mellem, hvornår en religiøs autoritet kan være en parallelsamfundsaktør eller brobygger, herunder konkrete eksempler på religiøs vejledning og uønskede påvirkningsformer i en forebyggelseskontekst.
Praktisk information
Tid og sted:
Tirsdag den 8. september i København, kl. 9:00 - 15:00 (tilmeldingsfrist 20. august): Tilmeld dig her
Tirsdag den 3. november i Middelfart, kl. 9:00 - 15:00 (tilmeldingsfrist 16. oktober): Tilmeld dig her