4chan og 8chan

I de senere år er de sociale medieplatforme 4chan og 8chan blevet nævnt i forbindelse med en række terrorangreb i New Zealand og USA. Her har gerningsmændene live-streamet deres angreb eller uploadet manifester, der redegør for motiver og bevæggrunde for deres handlinger.

4chan og 8chan er to forskellige medieplatforme, hvor brugere anonymt kan uploade billeder og tekster. Der er meget lidt kontrol med hvad der bliver delt og postet, og derved bruges platformene ofte til at dele grovkernet og politisk ukorrekt indhold i såkaldte ekko-kamre for ligesindede. Her deles der racistisk, anti-semitisk, kvinde-nedladende jokes og memes (satiriske billeder på nettet). Siderne bruges også til at dele kreative ideer og øvrige harmløst indhold. Men da der er meget lidt kontrol og censur, er platformene også blevet brugt til dødstrusler, hævnporno, børneporno, opfordringer til at begå selvmord samt livestreaming af mord og terrorangreb.

Læs mere om ekkokamre her.

Sider som 4chan og 8chan giver i disse år nationale myndigheder en række udfordringer, for hvordan skal uregulerede hjemmesider håndteres, når man som national myndighed på den ene side vil værne om ytringsfriheden, men på den anden side vil begrænse platforme, hvorfra der opfordres til vold og øvrige ulovligheder? I Australien forbød flere internetudbydere adgang til 8chan efter terrorangrebene i New Zealand, ligesom hjemmesiden blev lukket ned af ejeren kort tid efter terrorangrebet i El Paso, USA.

Red Barnet har desuden lavet en artikel om, hvordan du kan tale med dine børn, hvis de besøger sider som 4chan og 8chan.

Du kan læse Red Barnets artikel om 4chan og 8chan her.

4chan og 8chan er opkaldt efter et ældre japansk website kaldet 2chan, som er et animationsforum, hvor brugere uploader anonyme billeder og tekster. Skaberen af 4chan var derfor inspireret af dette website og dermed er der opstået nye kanaler i den engelsksprogede verden.

Sidst opdateret 07/08 2019