Venstreekstremisme: Miljøer i Danmark

Her kan du læse om de miljøer og grupper, der eksisterer i Danmark.

I et europæisk perspektiv har venstreekstremismen ideologiske rødder tilbage til både Den Franske Revolution og de store samfundsmæssige omvæltninger, der fulgte industrialiseringen i 1800-tallet. Personer i danske venstreekstreme miljøers er i dag primært inspireret af de revolutionære kommunistiske og anarkistiske strømninger, som fulgte i kølvandet på Den Russiske Revolution og de venstreekstreme strømninger, der opstod under Den Kolde Krig og i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968.

I efterkrigstidens Danmark er en stor del af den politiske vold udgået fra den ekstreme venstrefløj. Perioden fra slutningen af 1960erne og frem til den kolde krigs ophør var præget af et relativt højt niveau af politisk vold (Mikkelsen & Karpantschof 2008). Det mest markante eksempel var Blekingegade-banden, der med nutidens briller kan betegnes som en venstreekstrem terrorgruppe.

Disse venstreekstreme grupperinger og partier udsprang primært af de maoistiske strømninger, der voksede frem til venstre for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) under den kolde krig. Dette ændrede sig med den kolde krigs afslutning, hvor kommunismens sammenbrud udløste en krise som nutidens ekstreme venstrefløj endnu er præget af.

Efter 1991 har de venstreekstreme grupperinger, der identificerer sig med tidligere tiders statskommunistiske ideer mistet betydning til fordel for grupper, der er anarkistisk inspireret, dvs. organiserede efter antihierarkiske principper, hvor en flad struktur er idealet. I realiteten er disse grupper dog formet af uformelle hierarkier, hvor en inderkreds af erfarende ekstremister udgør den ledende kerne. Disse nøglepersoner går ofte igen i andre grupperinger, foreninger, initiativer og politiske enkeltsager.

Politisk vold opfattes i disse miljøer som et legitimt virkemiddel i kampen imod kapitalismen og det liberale demokrati. Man kan betegne 1980ernes BZ-bevægelse som en forløber, der ligesom 1990ernes autonome bevægelse var anarkistisk inspireret.

Den politiske vold, der i dag udgår fra disse miljøer er ofte af spontan og desorganiseret karakter, hvor de politiske målsætninger sjældent fremstår særligt klart. Tidligere tiders ideologisk styret politiske ekstremisme er erstattet af en både kortsigtet og impulsiv politisk venstreekstremisme. De senere års erfaringer fra det øvrige Europa viser alligevel, at disse miljøer fortsat evner at knytte an til bredere protester imod politisk og økonomisk krise, og at de uændret er villige til at anvende ekstreme metoder.

Særligt de politiske modstandere på den ekstreme højrefløj, der i 1990erne voksede i styrke og synlighed, står som et samlende fjendebillede for den ekstreme venstrefløj. Den militante kamp om det offentlige rum er blevet opfattet som en politisk overlevelseskamp, hvor tidligere tiders krige imellem kommunismen, fascismen og de liberale demokratier fungerer som et særligt narrativ, der bruges til at legitimere politisk vold imod politiske modstandere.

En betydelig del af den politiske vold, der finder sted i forbindelse med fx demonstrationer, udgår fra anarkistisk inspirerede grupperinger og individer. Disse er normalt ikke fast organiserede i regulære politiske partier og foreninger. Det drejer sig typisk om grupper med kort levetid, og som inkluderer meget få individer, som er del af en lukket kreds. Ekstreme politiske aktioner udgår typisk fra disse grupper, der agerer i forhold til aktuelle politiske emner som fx militant feminisme, pro-indvandring og flygtninge, antiracisme, antifascisme, dyrerettigheder, veganisme, besatte huse, miljø samt aktiv støtte til revolutionære bevægelser udenfor landets grænser.

De venstreekstremistiske miljøers opbygning præges også af fraværet af en klar skillelinje mellem moderate og ekstreme metoder. Der anvendes et bredt repertoire af politiske værktøjer, der vælges til og fra alt efter hvilken sag, der aktioneres eller protesteres imod. En person i de venstreekstreme miljøer kan altså være fredelig aktivist eller del af en fredelig forening den ene dag, men den næste kan vedkommende deltage i voldelige aktioner. Valget af metoder skifter konstant og er bl.a. afhængigt af interne diskussioner om mål og midler. Samtidigt er miljøerne influeret af eksterne påvirkninger og pres fra fx medier, politi og parlamentariske politiske aktører.

Antallet af egentlige organiserede venstreekstreme grupper er i dag fåtalligt, hvilket er udtryk for en generel krise på hele den yderste venstrefløj. Den ekstreme venstrefløj har efter årtusindskiftet ikke evnet en tilpasning af deres politiske strategier til en ny tids globale konflikter. Den revolutionære venstrefløj har ikke længere fortidens ideologiske og aktivistiske appel. Denne udvikling er blevet forstærket af andre faktorer, fx rydningen af Ungdomshuset, der var et nøglepunkt i hvervningen i aktivistmiljøet. En anden væsentlig årsag er den nazistiske bevægelses tilsvarende krise, hvilket har berøvet det venstreekstreme miljø en væsentlig del af den attraktive antifascistiske appel og identitet.

Summen af dette er et fortsat skrumpende venstreekstremt miljø, der er mere fragmenteret og ideologisk usammenhængende end nogensinde. Ikke desto mindre viser en række sager, at de resterende grupperinger og enkeltpersoner fortsat har både vilje og kapacitet til at udøve vold imod politiske modstandere, og i særlig grad personer på den ekstreme højrefløj. Det samme gælder viljen og kapaciteten til at udøve vold imod myndighedspersoner og institutioner, herunder brandstiftelse og anden form for politisk hærværk. De venstreekstreme grupperinger formår også periodisk større mobiliseringer. Et eksempel er Ungdomshus-urolighederne i marts 2017, hvor personer fra det venstreekstreme miljø, i ly af en større demonstration, udøvede omfattende hærværk imod butikker og angreb politiet med brosten og brandbomber.

Teksten er udarbejdet af forsker Chris Holmsted Larsen.

Sidst opdateret 21/05 2018