Venstreekstremisme: Ideologi

Her kan du læse om venstreekstremisters mål, verdensopfattelse og selvforståelse.

Venstreekstremismen er drevet af politisk indignation over en uretfærdig verdensorden, hvor den eksisterende politiske, sociale og økonomiske samfundsorden opfattes som dysfunktionel og ansvarlig for ødelæggelse af miljøet, krige og for undertrykkelse og udbytning af svage og fattige. Dette verdenssyn omsættes i en legitimering og anvendelse af voldelige og antidemokratiske virkemidler, herunder angreb på politiet og imod politiske modstandere, statslige institutioner og private virksomheder. Denne form for voldelige handlinger har til formål at skabe politisk opmærksomhed omkring en bestemt sag eller direkte at destabilisere og omstyrte den eksisterende samfundsorden.

Venstreekstremismen har dybe historiske rødder i det 20. århundredes revolutioner og totalitære regimer. Venstreekstreme grupperinger, herunder terrorgrupper, udgjorde under den kolde krig en trussel imod den demokratiske samfundsorden i en række vesteuropæiske lande. De venstreekstreme grupperinger udspringer overvejende af kommunistiske og anarkistiske strømninger, der hver især kendetegnes af særlige ideologiske, politiske og organisatoriske træk. Det er særligt de anarkistiske, og herunder de såkaldte antifascistiske strømninger, der i dag udgør det ideologiske fundament for nutidens venstreekstremisme.

Tilhørende det anarkistiske miljø, hvor syndikalistiske og libertære grupper medregnes, findes enkeltsags-grupperinger, der fylder meget i statistikkerne over politisk vold. Disse grupper og enkeltpersoner orienterer sig typisk i retning af en ekstrem politisk aktivisme i forhold til enkeltsager omkring fx dyrerettigheder, miljøspørgsmål, pro-indvandring og ”antifascisme”, dvs. angreb på personer fra den ekstreme højrefløj. Personer i venstreekstreme miljøer er sjældent i besiddelse af en homogen ideologisk forståelsesramme, der peger i retning af en bestemt samfundstype, de skal træde i stedet for den eksisterende. De er derimod oftere optaget af hvad de er imod, dvs. hvad der kan betegnes som en ekstrem antisystemisk modkultur.

Den overvejende del af nutidens udenomsparlamentariske venstrefløj er radikale i deres samfundskritik, men støtter eller udøver ikke politisk vold. Derfor er personer i venstreekstreme miljøer isoleret i forhold til den øvrige venstrefløj, der typisk opfatter politisk vold som forkert eller skadelige for den brede politiske kamp. Fx har kommunisterne historisk været tilhængere af revolution, men samtidigt i opposition til det, de betegnede som »individuel terrorisme«. Omvendt har anarkisterne typisk hyldet politisk vold og terror som en »handlingens propaganda«.

Venstreekstremisten ser sig selv som del af en større international kamp imod global uretfærdighed og har tit forbindelse til ligesindede grupperinger eller enkeltpersoner udenfor Danmark.  Den enkelte venstreekstremist agerer ofte spontant i forhold til politiske enkeltsager, oplevelser eller mere diffuse internationale udviklinger.

Den ekstreme venstrefløj er præget af den dybe ideologiske krise som kommunismens sammenbrud og den kolde krigs ophør medførte. Modsat højrepopulismens aktuelle internationale gennemslagskraft, er det kun i ringe grad lykkedes for den ekstreme venstrefløj at knytte an til de negative sociale og økonomiske omkostninger, der er fulgt med globaliseringen. Fjendebilledet er uændret en diffus og angiveligt uretfærdig neoliberal og imperialistisk verdensorden, hvor multinationale selskaber, IMF, NATO, EU og supermagten USA udgør fjenden. Hertil kan også regnes de nationale politiske eliter, der opfattes som kontrolleret af store multinationale selskaber.

Særligt globaliseringens kontinuerlige indskrænkning af det nationale politiske og økonomiske råderum har gjort det svært at omstille de traditionelle revolutionære forståelsesrammer til nutidens globale samfund.

Situationen har i nogen grad ændrede sig som følge af de senere års internationale økonomiske og politiske krise og forandringer, der har givet radikale politiske og økonomiske teorier fornyet vind i sejlene. Særligt i Sydeuropa har den ekstreme venstrefløj formået at mobilisere som respons på krisen, og dermed understreges sammenhængen imellem strukturelle kriser og venstreekstreme bevægelsers evne til at agere og mobilisere.

Dette betyder også, at Europa i dag står i en helt ny situation, hvor en langtrukket international økonomisk og politisk krise kan blive fulgt af et tilsvarende langvarigt opsving i en politisk ekstremisme, hvor både højre- og venstreekstreme miljøer fortsat vil udfordre og angribe de liberale demokratier.

Teksten er udarbejdet af forsker Chris Holmsted Larsen

Sidst opdateret 21/05 2018