Forside » Ekstremisme og radikalisering » Veje ind og ud af ekstremisme: case-eksempler og forklaringsfaktorer

Veje ind og ud af ekstremisme: case-eksempler og forklaringsfaktorer

Her kan du læse en række virkelige cases, der belyser de mange forskellige motiver og drivkræfter, der kan ligge bag radikaliseringsprocesser. Du kan også læse om, hvilke mekanismer, der kan være på spil, når mennesker forlader ekstremistiske miljøer.

Hvorfor bliver nogle en del af et ekstremistisk miljø?

Langt de fleste har en sund skepsis over for ekstreme ideer og miljøer. De fleste har også moralske og følelsesmæssige barrierer imod at påføre andre mennesker skade. Hvis man gennem sin opvækst, uddannelse og samfundsdeltagelse udvikler kritisk sans, demokratiske kompetencer og tilhørsfølelse til sociale fællesskaber, kan det være med til at skærpe ens skepsis over for ekstremisme. Ingen af disse faktorer er dog en garanti for, at man ikke kan blive radikaliseret.

Forskningen giver ikke enkle og klare svar på, hvorfor eller hvordan radikaliseringsprocesser foregår. Nogle gange kan der være tale om komplicerede processer, hvor mange faktorer spiller ind, og andre gange om ganske simple processer, hvor nogle få faktorer er afgørende. Samfundsforhold, gruppedynamikker og personlige og psykologiske forhold kan alle med­virke til radikaliseringsprocesser.

Nedenfor er links til en række virkelige eksempler på radikalisering – med perspektivering til forskningen om de forklaringsfaktorer, der kan være på spil. Case-historierne er udviklet af Lasse Lindekilde og Francis O’Connor, forskere ved Aarhus Universitet.

Shamima Begum, Amira Abase og Kadiza Sultana ('Bethnal Green Girls') – radikalisering og monomani i smågrupper

Richard Reid – Sårbarhed og grooming

Mohamed Merah – ’Cross-over’ fra kriminalitet til politisk vold

Thomas Mair – Radikalisering og mentale helbredsproblemer

Mohammed Bouyeri – Gruppe-polarisering

Volker van der Graaf – Ideologi som drivkraft: fra lovlig politisk aktivisme til ekstremistisk vold

Hvad får nogle til at forlade ekstremistiske miljøer?

Mange forlader af sig selv ekstremistiske miljøer. Nogle af grundene til dette kan være:

  • At det ekstremistiske tilhørsforhold ikke længere dækker sociale og psykologiske behov. For eksempel, at det ikke længere er relevant for identitetsdannelsen, eller at det ikke længere dækker behovet for at være en del af et fællesskab
  • At tilhørsforholdet til en ekstrem gruppe har for store omkostninger for en selv eller ens fami­lie. Det kan for eksempel være på grund af retsforfølgelse, fjendskab med andre grupper eller stigmatise­ring i samfundet
  • At man opdager svagheder i den ekstreme gruppes organisering eller idégrundlag
  • At man er skuffet over ledere eller kammerater i gruppen, som ikke lever op til ens forvent­ninger
  • At der sker samfundsændringer, der gør det ekstremistiske engagement mindre relevant
  • At man mister troen på det legitime i den ekstreme gruppes handlinger, fx at man synes, brugen af vold er gået for vidt
  • At man er desillusioneret over, at man opnår for lidt gennem det ekstremistiske engage­ment
  • At man møder nye mennesker og nye omgivelser, eksempelvis gennem arbejde og uddan­nelse, som tilbyder nye måder at forstå verden på
  • At man får nye interesser og prioriteringer, for eksempel et ønske om et normalt liv med familie og job uden at være en del af et stigmatiseret eller voldeligt miljø

(Inspireret af Tore Bjørgo and John Horgan (Eds.). Leaving Terrorism Behind: Individual and Collective Disengagement. New York: Routledge, 2008.)

I nogle tilfælde har mennesker i ekstremistiske miljøer behov for hjælp og støtte til at forlade dem.

Læs mere om den danske forebyggelsesindsats

Læs mere om hjælp og støtte i Værktøjskassen

Sidst opdateret 04/05 2017