Ekstremistiske miljøer i Danmark

De væsentligste former for ekstremisme i Danmark er ekstrem islamisme, højreekstremisme og venstreekstremisme. Her kan du læse om ideologien bag hver type samt om miljøerne i Danmark.

Ekstrem islamisme

Ekstrem islamisme er en politisk ideologi, som søges legitimeret gennem bestemte fortolkninger af religiøse tekster. Tilhængerne kæmper for en revolutionerende ændring af den eksisterende verdensorden og for at etablere en strengt reguleret islamisk stat. Ekstrem islamisme i Danmark er nært knyttet til global militant islamisme og påvirkes i høj grad af voldelige konflikter i andre lande. Militante islamister har siden 1980erne gennemført terrorangreb i store dele af verden.

Læs om ekstrem islamistisk ideologi

Læs om ekstreme islamistiske miljøer i Danmark

Læs om aktiviteter i ekstreme islamistiske miljøer

Læs om eksempler på kriminelle handlinger med baggrund i ekstrem islamisme

Højreekstremisme

Højreekstremisme bygger på ultranationalistiske politiske ideologier, typisk inspireret af autoritære, antiliberale og antidemokratiske strømninger, herunder varianter af fascismen og nationalsocialismen. Højreekstremismen i Danmark er ideologisk så splittet, at den ikke udgør en samlet fløj. Nogle tilhængere kæmper for en nationalsocialistisk førerstat, mens andre kæmper for et etnisk udrenset og monoreligiøst Danmark. De enkelte grupper har typisk forbindelse til ligesindede udenfor landets grænser. Højreekstremismen har dybe rødder i det 20. århundredes totalitære regimer, folkemord og voldshandlinger. Højreekstremisterne er fortsat en reel trussel imod minoriteter, politiske modstandere og offentlige meningsdannere.

Læs om højreekstremistisk ideologi

Læs om højreekstremistiske miljøer i Danmark

Læs om aktiviteter i højreekstremistiske miljøer

Læs om eksempler på kriminelle handlinger med baggrund i højreekstremisme

Venstreekstremisme

Venstreekstremisme er udtryk for en ekstrem tolkning af kommunistiske og anarkistiske ideologiske strømninger. Tilhængerne kæmper for at etablere en kommunistisk samfundsmodel eller en statsløs og selvstyrende samfundsform. Venstreekstremister i Danmark ser sig selv som del af en større international kamp imod kapitalisme og har ofte forbindelse til ligesindede i andre lande. Venstreekstremismen har dybe historiske rødder i det 20. århundredes blodige revolutioner og totalitære regimer. Under den kolde krig udgjorde venstreekstremister en reel trussel imod den demokratiske samfundsorden i en række vesteuropæiske lande. I dag er de fleste af disse grupper forsvundet og de resterende grupperinger udgør et mindre og mere fragmenteret miljø.

Læs om venstreekstremistisk ideologi

Læs om venstreekstremistiske miljøer i Danmark

Læs om aktiviteter i venstreekstremistiske miljøer

Læs om eksempler på kriminelle handlinger med baggrund i venstreekstremisme

Sidst opdateret 24/05 2017